Masseproduktion af tyrkisk coronavaccine Turkovac startet

Tyrkiet har indledt masseproduktion af sin indenlandsk udviklede Covid-19-vaccine Turkovac. Den 22. december fik vaccinen midlertidig godkendelse på baggrund af omfattende studier med brug af frivillige forsøgspersoner.
Foto: Det tyrkiske sundhedsministerium / Nyhedsbureauet Anadolu


Efter at de første tilfælde af coronavirus blev rapporteret i marts 2020, blev der straks iværksat studier med henblik på at udvikle en vaccine, der kunne bekæmpe virussen.

Blandt de studier, der støttedes af tyrkiske sundhedsinstitutter (TUSEB) og Det Tyrkiske Forskningsråd (TUBITAK), viste den inaktive vaccine udviklet af Erciyes Universitet de bedste takter.

Udviklingsprocessen begyndte i april 2020, og prækliniske studier med dyreforsøg afsluttedes i oktober samme år. Et år senere, i oktober i år, blev Turkovac givet som en såkaldt booster. Frivillige, der tidligere har modtaget to doser af den kinesiske Sinovac-vaccine, blev vaccineret med Turkovac eller Sinovac efter eget valg.

Den 25. november sagde sundhedsminister Fahrettin Koca, at myndighederne havde ansøgt om godkendelse til nødbrug af Turkovac, og det blev givet den følgende måned af den tyrkiske lægemiddelstyrelse.

Almindeligt brug af Turkovac forventes at starte inden udgangen af 2021, og dermed er Tyrkiet det niende land i verden, der producerer sin egen covid-19-vaccine.

Turkovac skal gavne hele menneskeheden

Med den indenlandske vaccine sigter Tyrkiet imod at blive uafhængig af udenlandske aktører i forbindelse med indkøb af covid-19-vacciner samt at bidrage til distribution af vacciner til lande, der endnu ikke har haft adgang til dem.

Ved en højtidelighed, der skulle markere at serieproduktion af Turkovac er startet, sagde præsident Erdogan via videolink, at det er yderst vigtigt, at Tyrkiet fremstiller sin egen vaccine mod covid-19.

“Turkovac-vaccinen, der har nået produktions- og brugsstadiet, har fået de nødvendige godkendelser efter en lang periode med forberedelse og forskning, og den er et symbol på vores bestræbelser på at beskytte vores indbyggere så effektivt som muligt mod pandemien,” sagde han.

Tyrkiet vil tilbyde sine borgere Turkovac som en tredje vaccine ud over Pfizer/Biontech og Sinovac.

Siden udvikling af vaccinen begyndte, har præsidenten svoret på at gøre den tilgængelig globalt og siger, at den vil blive brugt til gavn for hele menneskeheden.

“Med produktionen af Turkovac vil vi være glade for at dele vores vaccine med hele menneskeheden,” sagde han.

Total
30
Shares
Skriv et svar