Foto: Nyhedsbureauet Anadolu

Dansk fodbold er gået på vinterpause og spillerne holder en velfortjent ferie, men allerede i januar går superligaholdene i gang med træning, og samtlige 12 hold har planlagt træningslejre under varmere himmelstrøg. Mens nogle tager til Spanien og Portugal og en enkelt klub – AaB – besøger Malta, har hele fire klubber bestemt sig for at drage til Tyrkiet og nyde godt af det milde og solrige klima i februar.

Det er i feriebyen Belek på Tyrkiets sydkyst, de danske mandskaber vil finpudse formen før superligaens forårssæson, der starter den 18. februar. De fire klubber er Randers FC, OB, Sønderjyske og Vejle.

PÅ OB’s hjemmeside kan man læse at fynboerne træner i Belek fra 1. til 13. februar 2022 og bl.a. skal spille to træningskampe. Den 4. februar møder OB superligakollegaen Vejle, og den 12. februar spiller holdet mod Zoroya Luhansk fra Ukraine.

Flere af rejserne til Tyrkiet er arrangeret af SportConcept, og her er manager Henrik Wieland fortrøstningsful i forbindelse med at rejserne kan gennemføres på trods af den udbredte coronasmitte. ”Som det ser ud i øjeblikket, kan de komme afsted, men det kan ændre sig hele tiden,” siger Wieland, der citeres i Frederiksborg Amts Avis.

Han forklarer at de hold hans firma sender til Tyrkiet rejser med almindelige passagerfly og skal opfylde krav om coronapas, PCR-test og de gængse restriktioner. ”Folk er blevet vant til at det er noget vi skal forholde os til, og vil man ud skal man kunne efterleve nogle krav for at tage af sted,” siger Wieland ifølge Frederiksborg Amts Avis.